[Transportlisten] Skærpet grænsekontrol.

hgo at olsen.mail.dk hgo at olsen.mail.dk
Søn Aug 11 00:09:52 CEST 2024


Hej her på listen.

Så er der en nyhed som jeg læste i Bornholms Tidende lørdag morgen.

 

Konflikt, der involverer unge svenskere, får Danmark til at skærpe
kontrollen med grænsen til Sverige. 



Kontrollen ved den dansk-svenske grænse bliver nu skærpet, oplyser
justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Det skal blandt andet medføre, at dansk politi skal øge sin tilstedeværelse
i tog, der ankommer i Danmark fra Sverige.

Politiet skal også have flere ressourcer til at holde øje med og analysere
ANPG-kameraerne ved grænsen, skriver Justitsministeriet i en
pressemeddelelse.

ANPG-kameraer bruges til at scanne nummerplader på biler.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at der i den seneste tid har været flere
episoder, hvor unge svenskere er blevet tilbageholdt for kriminalitet i
Danmark.

Nogle af sagerne formodes at trække tråde til et opgør i det kriminelle
miljø og personer med tilknytning til Sverige.

Politiet i både Danmark og Sverige har beskrevet, at unge svenske mænd
bliver hvervet og betalt for at komme til Danmark.

– Det vil vi under ingen omstændigheder finde os i, og vi kommer til at gøre
alt, hvad vi kan for at stoppe det, og vi kommer til at sætte hårdt mod
hårdt, siger ministeren.

Hummelgaard fortæller, at den øgede grænsekontrol skal bruge til at opdage
dem, som politiet kan have en formodning om, er på vej til Danmark for at
udføre et bestilt attentat.

– Og i det hele taget bare for at øge tilstedeværelse og skabe tryghed for
almindelige borgere.

Som almindelig borger, der pendler fra Sverige til Danmark, kan man ifølge
ministeren komme til at opleve, at der er mere politi i togene.

– Det kan selvfølgelig også være, at man kan opleve at blive kontrolleret.
Men vi har ikke nogen forventning om, at det her vil skabe lange køer eller
genere pendlere eller lignende, siger han.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at man vil styrke efterforskningsindsatsen
hos Københavns Politi med fokus på blandt andet at retsforfølge dem, som
bestiller og inddrager svenskere i danske konflikter.

Det er også tidligere blevet meldt ud, at dansk politi vil udstationere
danske betjente i Sverige, ligesom at svenske betjente skal udstationeres i
Danmark.

Trods den øgede kontrol ved grænsen er der dog umiddelbart ikke udsigt til
en egentlig grænsekontrol mellem Danmark og Sverige, siger ministeren.

– På nuværende tidspunkt er det ikke vurderingen, at det vil være et
redskab, der vil give politiet særlig meget. Det er også derfor, at politiet
af egen drift har valgt at styrke kontrolindsatsen på lige præcis denne
måde.

 

Mange venlige hilsner fra Henrik

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindsigt.dk/pipermail/transportlisten/attachments/20240811/0dd99ded/attachment.htm>


More information about the Transportlisten mailing list