[Transportlisten] Åbent hus på en af de nye metrostationer på M4

hgo at olsen.mail.dk hgo at olsen.mail.dk
Lør Feb 24 08:29:17 CET 2024


Hej her på listen.

Jeg har lige været på m.dk og fundet følgende arrangement som lyder meget
spændende.

Hvis jeg havde været hjemme, så havde jeg også taget derud.


Kom til Åben Byggeplads på Mozarts Plads


22. februar 2024

Søndag den 3. marts får du en unik mulighed for at besøge den underjordiske
metrostation Mozarts Plads, møde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen samt
kunstneren bag stationens udsmykning, se tegninger af stationspladsen og
meget mere.

Nye bydele på metronettet
Søndag den 3. marts slår Metroselskabet dørene op til metrobyggepladsen på
den kommende station Mozarts Plads, så naboer og interesserede kan se, hvor
langt udvidelsen af M4-metrolinjen mod Sydhavn og Valby er kommet. Linjen
forventes at åbne til sommer med fem nye stationer og vil skabe helt nye
forbindelser mellem hovedstadens bydele samt resten af landet.

”Det bliver godt at kunne invitere beboerne i Sydhavn og andre interesserede
ned for at se og mærke, hvad vi har arbejdet på så længe. Når Metroen åbner
til sommer, vil Sydhavn og Valby blive en del af metronettet, så endnu flere
københavnere vil kunne komme hurtigere og grønnere rundt i byen. Særligt
beboerne omkring Mozarts Plads har tålmodigt ventet på at få deres plads
tilbage, og jeg glæder mig til at se, hvordan Metroen og de nye
stationspladser vil blive en levende del af lokalområdet fremover”, siger
overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen.

Mød den lokale kunstner bag værket
På dagen åbnes en del af byggepladsen på overfladen og nede i den kommende
station under jorden. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen taler kl. 14,
og derudover kan de besøgende møde den lokale kunstner Christian
Schmidt-Rasmussen, der vil fortælle om sin kunstudsmykning, der fungerer som
en integreret del af stationernes arkitektur og design. Metroselskabets
arkitekter vil desuden fortælle om indretningen af stationerne, og de
besøgende kan blive klogere på den kommende metrolinje over en kop kaffe og
en kage.

Dagens program
Arrangementet er søndag den 3. marts 2024 kl. 13-16 – sidste tur ned i
stationsrummet begynder kl. 15.30. Programmet for dagen ser sådan ud: 

*	13.00: Porten åbner til byggepladsen
*	14.00: Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen holder tale
*	13.00 - 16.00: Kunstneren Christian Schmidt-Rasmussen er til stede
nede på perronen, hvor han fortæller om kunstværket ”Ind i barndommen”, der
er inspireret af lokallivet omkring Mozarts Plads.
*	15.30: Sidste tur ned i stationsrummet
*	16.00 Tak for i dag

Vær opmærksom på, at adgang til den underjordiske station kræver, at man er
minimum 110 cm høj og bærer fornuftigt, lukket fodtøj (ingen sandaler).

Vi anbefaler at gå, tage cyklen eller kollektiv transport til Mozarts Plads.
Bus nr. 7A, 9A og 18 standser ved Mozarts Plads, og de to nærmeste
S-togsstationer er Sjælør og Sydhavn. Der er begrænset parkering i området
omkring Mozarts Plads. Find din rejse på rejseplanen.dk
<https://www.rejseplanen.dk/webapp/#!P|TP!histId|0!histKey|H599747> . 

 

Mange venlige hilsner fra Henrik

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindsigt.dk/pipermail/transportlisten/attachments/20240224/9ad35d8b/attachment.htm>


More information about the Transportlisten mailing list