[Transportlisten] Åbningen af de 5 metrostationer 22. juni.

hgo at olsen.mail.dk hgo at olsen.mail.dk
Fre Jun 7 03:29:07 CEST 2024


Hej alle her på listen.

 

Jeg har lige fundet hvad de har skrevet om åbningen af metrostationerne den
22. juni.

 

Den 22. juni åbner fem nye metrostationer, når M4 til Sydhavn og Valby slår
dørene op for passagerer efter knapt seks års metrobyggeri. Indvielsen
markeres med gadefest på Mozarts Plads og en åbningsceremoni med royal
deltagelse.

Om godt tre uger kan passagererne for første gang tage det nye, samlede
metronet i brug, når M4 til Sydhavn og Valby indvies med en stor åbningsfest
den 22. juni. Den nye metrolinje binder byen bedre sammen og gør det nemmere
for byens borgere og gæster at komme hurtigt rundt. M4-forlængelsen vil
desuden bidrage til et endnu stærkere og mere effektivt kollektivt trafiknet
i hovedstaden.

”Når M4 til Sydhavn og Valby åbner, vil kunderne opleve, at de både nemmere,
hurtigere og bæredygtigt kan rejse rundt i hovedstaden. Med M4-forlængelsen
kobles M3 Cityringen og M4 Nordhavn sammen med trafikknudepunktet København
Syd, som med tiden bliver et af Danmarks største. Med indvielsen af den nye
metrolinje vil vi gerne sige tak for tålmodigheden til naboerne og byde
kunderne velkommen i Metroen med en stor åbningsfest, musik, underholdning
og masser af aktiviteter”, siger Erik Skotting, direktør i Metroselskabet. 

Lørdag den 22. juni skydes indvielsen af den nye metrolinje i gang med en
stor gadefest på Mozarts Plads. Festlighederne, der skal markere indvielsen,
starter kl. 11.00 med underholdning, livemusik og aktiviteter, bl.a. food
trucks, silent disco og loppemarked. Alle er velkomne til arrangementet, og
på scenen vil forskellige kunstnere underholde i løbet af dagen, heriblandt
Peter AG, Peter Sommer, Katinka, Carl Emil Petersen, JJ Paulo m.fl. 

Kl. 12.30 åbnes metrolinjen af H.M. Kongen, hvor også Transportministeren,
Københavns Overborgmester og Frederiksbergs borgmester vil være til stede.
Samtidig åbner de fem nye stationer for passagerer, og personale vil stå
klar på stationerne til at byde kunderne velkommen.

”Det bliver en kæmpe fornøjelse at åbne dørene for M4 til Sydhavn og Valby
for både nuværende og kommende kunder. Vores primære fokus er på at sikre
den gode rejseoplevelse for brugerne, og vi ved, at mange i Sydhavn og Valby
har glædet sig til at få en nemmere hverdag, hvor man f.eks. kan komme fra
København Syd til Rådhuspladsen på ca. 10 minutter og fra København Syd til
Frederiksberg på ca. 17 minutter. M4-forlægelsen vil binde flere områder af
byen sammen til gavn for alle”, siger Erik Skotting.

Når den nye sydlige del af M4 bliver taget i brug, kan man rejse direkte
mellem Orientkaj i Nordhavn og København Syd. Undervejs kan man skifte til
M3 Cityringen på seks stationer og til linjerne M1 og M2 på Kongens Nytorv.
Derudover bliver det muligt at skifte mellem både S-tog og regionaltog på
København Syd, København H og Østerport samt S-tog på Nordhavn.

Arrangementet slutter på Mozarts plads klokken 17.

 

Mange venlige hilsner fra Henrik

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindsigt.dk/pipermail/transportlisten/attachments/20240607/43962dde/attachment.htm>


More information about the Transportlisten mailing list