FU's sagsfremstilling til HB mødet 1.-2. marts 2024

Henning Carlsen henning.s.carlsen at gmail.com
Ons Feb 28 15:45:44 CET 2024


kære Kollegaer.

 

herunder finder i FU's sagsfremstilling som svar til fagudvalgets
henvendelse til HB. Sagen er på dagsordnen til det kommende HB møde 1.-2.
marts 2024.

 

Jeg har under selve sagsfremstillinge kommenteret på denne.

 

mvh

Henning

 

Mødedato: 

1.-2. marts 2024

Dagsordenspunkt nr.:

5.9. 

Emne:

Henvendelse fra IKT-undervisernes fagudvalg

Indstilling:

Forretningsudvalget indstiller, at:

•                          hovedbestyrelsen tager den vedlagte henvendelse
fra IKT-undervisernes fagudvalg samt nedenstående redegørelse fra
forretningsudvalget til efterretning, og at

•                          hovedbestyrelsen principielt tilslutter sig
forretningsudvalgets svar på de tre spørgsmål, som IKT-undervisernes
fagudvalg rejser i deres henvendelse. Forretningsudvalgets svar fremgår
under overskriften "Afsluttende bemærkninger" nedenfor.

Sagsfremstilling:

Gert Weingardt har - som nu forhenværende formand for IKT-undervisernes
fagudvalg - fremsendt vedlagte henvendelse med udtryk for misbilligelse over
for forretningsudvalget. Henvendelsen er vedlagt som bilag 1. Nedenfor
følger en redegørelse fra forretningsudvalget som svar på de punkter,
IKT-undervisernes fagudvalg rejser, samt de overvejelser vi har i
forretningsudvalget om det fremtidige samarbejde. 

 

Det skal bemærkes, at IKT-underviserne valgte et nyt fagudvalg på deres
netop afviklede landsmøde. Det er aftalt at afholde møde mellem
forretningsudvalget og det nye fagudvalg snarest muligt.

 

I nedenstående redegørelse søger vi fra forretningsudvalgets side at
forholde os til hovedpunkterne i henvendelsen fra IKT-undervisernes
fagudvalg, som de er opsummeret i de tre afsluttende spørgsmål i
fagudvalgets henvendelse, og som fagudvalget beder hovedbestyrelsen tage
stilling til. De tre spørgsmål er:

•                          Hvem godkender faggruppens vedtægter?

•                          Hvem har kompetencen til at godkende vores
budgetter?

•                          Kan det have sin rigtighed, at FU skal godkende
vores workshops?

Baggrund:

Det er afgørende for blinde og svagsynede, at der i Danmark findes
IKT-undervisere, der har indsigt i og erfaring med undervisning i
synskompenserende IKT. 

 

Hovedbestyrelsen besluttede på sit møde i november 2022 tre overordnede
punkter for arbejdet med IKT-underviserområdet. Det fremgår af referatet, at
punkterne er: 

•                          For det første sætter forretningsudvalget og
IKT-underviserne sig sammen og ser på, hvordan man gennem vedtægtsændringer
kan sikre en bredere repræsentation i netværket af IKT-undervisere, således
at fx også seende undervisere kan indgå heri. 

•                          For det andet sætter forretningsudvalget sig for
bordenden i en dialog med IBOS og Synssøjlen i DTHS med henblik på at
tilrettelægge rammer for opkvalificering og inddragelse af fagfolk. 

•                          For det tredje fortsætter forretningsudvalget ad
det politiske spor med henblik på at få opbygget de nødvendige digitale
færdigheder til, at vi som synshandicappede kan begå os i samfundet på lige
fod.

 

Hovedbestyrelsen besluttede sig enstemmigt for den skitserede fremgangsmåde,
og punkterne har fungeret som rettesnor for forretningsudvalgets arbejde på
området. 

 

Bredere repræsentation, nye vedtægter 

For at åbne IKT-undervisernes faggruppe for alle undervisere inden for IKT
på synsområdet er der behov for en revision af de bestemmelser, der gælder
for faggruppen. Der har i løbet af 2022 og 2023 været drøftelser mellem
forretningsudvalget og IKT- undervisernes fagudvalg om, hvordan nye
vedtægter kan udformes.

 

I forretningsudvalget har vi drøftet muligheden for at udforme et
kommissorium for arbejdet, og dette er fremlagt for fagudvalget i maj 2023.
Fagudvalget udtrykte her en vis skepsis og lovede at vende tilbage med mere
konkrete overvejelser. Det er aktuelt der, vi er i processen. I
forretningsudvalget kunne vi have rykket IKT- undervisernes fagudvalg for en
tilbagemelding, og vi er også helt klare på, at det ikke er sikkert, at et
kommissorium i stedet for egentlige vedtægter er den rette vej for
faggruppen. Uanset hvilken retning der arbejdes med, er det væsentligt, at
det foregår i et samspil mellem forretningsudvalget og fagudvalget. 

 

Det er forretningsudvalgets vurdering, at det er hovedbestyrelsen, der
godkender, uanset om man vælger et kommissorium eller vedtægter, når det
forberedende arbejde er afsluttet. 

 

Opkvalificering og inddragelse af fagfolk

Hovedbestyrelsen besluttede på sit møde i november 2022, at samarbejdet med
Danske Tale-, Høre- og Synsinstitutioner (DTHS) skal styrkes på
IKT-undervisningsområdet. Det har blandt andet betydet, at vi i marts 2023
afholdt en temadag sammen med ledere fra DTHS. Fra Dansk Blindesamfund
deltog tre medlemmer af forretningsudvalget samt hele IKT-undervisernes
fagudvalg. På temadagen talte vi om de tilbud, som Dansk Blindesamfund,
regionale og nationale synsinstitutioner har i forhold til IKT-undervisning
på synsområdet. Vi talte også om de udfordringer, vi alle står med i forhold
til at få kommunerne til at bevillige undervisningen.

 

I forhold til vores ønske om at skabe et mere fælles netværk med fælles
indsatser specifikt for IKT-undervisere var tilbagemeldingen fra DTHS mere
blandet, idet DTHS allerede har flere netværk, hvor medarbejdere, der
arbejder med IKT på synsområdet, mødes. Derfor er der ingen tvivl om, at vi
er nødt til at overveje, hvordan vi bedst skaber netværk på tværs.

 

Udover mødet med DTHS har IKT-undervisernes fagudvalg ønsket at afholde
workshops målrettet alle IKT-undervisere. Det mener vi i forretningsudvalget
i udgangspunktet er en rigtig god idé. Vi har imidlertid også en klar
holdning til, at forretningsudvalget for det første skal deltage, når vi
inviterer vores vigtige samarbejdspartner til større møder. Det fremgår af
forretningsordenen for forretningsudvalget § 4, stk. 5, at det er
foreningens formand, der repræsenterer foreningen udadtil. Samtidig må vi
også insistere på, at kvaliteten af en workshop skal være høj, og her har vi
ikke været enige med IKT-undervisernes fagudvalg. Denne uenighed har bremset
arbejdet med at afholde workshops. 

 

Det politiske arbejde 

Undervisning i synskompenserende IKT har afgørende betydning for blinde og
svagsynede, og det er vigtigt, at der er IKT-undervisere, der har indsigt i
og erfaring med vores målgruppe. 

 

Derfor vægter det højt i foreningens politiske arbejde at sikre, at vi som
gruppe har adgang til de rette hjælpemidler, og at vi kan modtage den rette
undervisning. I arbejdet med uddannelse og beskæftigelse lægger
forretningsudvalget vægt på, at man som blind eller svagsynet skal have
mulighed for at udvikle nødvendige IKT-færdigheder og blive mødt af personer
med relevant synsfaglig viden om IKT-hjælpemidler. For at styrke arbejdet
har forretningsudvalget i samarbejde med tilgængeligheds- og
hjælpemiddelpolitisk udvalg fremlagt et positionspapir på
hjælpemiddelområdet, som hovedbestyrelsen vedtog på mødet i juni 2023.
Forretningsudvalget har desuden sat fokus på udfordringer med at få
kvalificeret IKT-undervisning lokalt i Dansk Blindesamfunds årlige
tilbagemelding til Socialstyrelsen (2023). Vores fokus på emnet afspejler
sig også i vores egne interne ansættelser af undervisere i kursusafdelingen
som sker i henhold til den besluttede kompetenceprofil. 

 

I samarbejdet mellem forretningsudvalget og IKT-undervisernes fagudvalg har
der i løbet af 2023 været flere drøftelser af, hvilke elementer vi i Dansk
Blindesamfund mener bør indgå i en egentlig kompetenceprofil for
IKT-undervisere. 

 

Budget for IKT-undervisernes faggruppe

Midlerne til IKT-undervisernes faggruppe indgår hvert år i lighed med
midlerne til de øvrige grupper nedsat af hovedbestyrelsen, foreninger og
klubber i det samlede budget for Dansk Blindesamfund, som vedtages af
hovedbestyrelsen. Her vedtager hovedbestyrelsen den samlede ramme, der er
til rådighed til tilskud til fx IKT-undervisernes fagudvalg. Det er
forretningsudvalgets opgave at sikre, at de midler, der er til rådighed,
fordeles rimeligt. 

 

IKT-underviserne har til arbejdet i 2024 modtaget 70.000 kr. Det er, så vidt
vi indtil videre ved fra processen med regnskabet for 2023, mere end
fagudvalget har anvendt i 2023. Beløbet bør dermed kunne dække udgifter til
arbejde og arrangementer internt i IKT-undervisernes faggruppe i 2024. Til
sammenligning modtager Interessegruppen for Erhverv og Uddannelse 30.000 kr.
i tilskud årligt.

 

Forretningsudvalget har oplyst til IKT-underviserne, at faggruppen kan
ansøge om yderligere midler ved behov, og at vi naturligvis afholder
udgifter til arrangementer, der afholdes i samarbejde, og hvor målgruppen er
eksterne personer. 

 

Afsluttende bemærkninger

I forhold til de spørgsmål faggruppen stiller i sin henvendelse, er det
således forretningsudvalgets klare vurdering, at:

•                          hovedbestyrelsen godkender faggruppens vedtægter
(eller kommissorium)

•                          forretningsudvalget har kompetencen til at
godkende faggruppens budgetter inden for rammerne af det overordnede budget,
hovedbestyrelsen beslutter, og at

•                          forretningsudvalget skal godkende indholdet i
workshops, hvor vigtige samarbejdspartnere for Dansk Blindesamfund deltager.


Afslutningsvis vil vi i forretningsudvalget gerne anerkende, at samarbejdet
mellem forretningsudvalget og IKT-undervisernes fagudvalg i de seneste år
ikke har været uden gnidninger. Der er ingen tvivl om, at arbejdet med
ændring af vedtægter og udformning af workshops med eksterne deltagere kunne
være foregået i et andet tempo, og det har vi i forretningsudvalget
naturligvis en del af ansvaret for. Når det er sagt, er vi i
forretningsudvalget, som det fremgår ovenfor, ikke enige i konklusionerne i
henvendelsen fra IKT-undervisernes fagudvalg om, at vi i forretningsudvalget
ikke skulle ønske en indsats, og at vi skulle modarbejde indsatser på
området. Vi arbejder med en indsats, og det kommer vi til at fortsætte med
fremover med udgangspunkt i den principielle retning, som hovedbestyrelsen
satte på sit møde i november 2022.

 

Sagsansvarlig:

Forretningsudvalget

 

Som jeg ser det er der flere ting der springer i øjnene og som også er
belyst i fagudvalgets henvendelse til HB:

 

* vedtægter:

Som det fremgår af sagsfremstillingen besluttede HB på november 2022 mødet
at faggruppen kunne udvides med seende og at fu skulle være med til at ændre
faggruppens vedtægter. Fu skriver at de har været med til at ændre
vedtægterne efter november mødet og også i 2023.

Dette er ikke korrekt.

Fagudvalget kom med forslag til ændring af vedtægterne og sendte dem til FU
og bad FU flere gange i december 2022 om at være med til at ændre
vedtægterne ; men fagudvalget hørte ingentig fra FU så Fagudvalget sendte
vedtægtsændringerne til afstemming på faggruppens generalforsamling 23.
januar og her blev vedtægtsændringerne enstemmig vedtaget.

Fu fortalte os senere at disse nye vedtægter var godkendt midlertidig!.

 

Der skrives også at vi er blevet bedt om reaktion på fuøs ønske om et
kommisorium, det er helt nyt for mig, Sofie fremlage fommisoriums tanken på
generalforsamlingen januar 2023; men derudover kan jeg ikke huske at vi er
blevet bedt om at tage stilling til det, derimod fik fagudvalget at vide at
FU arbejdede videre med kommisorium tanken og det muligvis ville blive
fremlagt på HB mødet i november 2023 eller senere.

Så at skrive at vi har været inddraget er heller ikke korrekt.

 

* budget

Man kan ikke sammenligen budget 2024 med regnskabet for 2023. Budgetet for
2024 indeholder selvfølgelig nogle forventinger om at der kommer x antal
seende med i vores faggruppe.

desuden sammenligner man interessegruppens og faggruppens budget. Jeg ved
ikke hvordan det er med interessegruppen; men jeg mener at vide at de
betaler kontigent, det gjorde de i hvert fald da jeg var medlem, desuden ved
jeg ikke om de afregner med interne eller eksterne priser og jeg kan slet
ikke få 30000 kr til at passe hvis man tropper 40 mennesker op til et
arrangement i en weekend for så må der jo have været søgt nogle midler hos
fu.

 

•                          Kan det have sin rigtighed, at FU skal godkende
vores workshops?

Fagudvalget mente at når seende var blevet optaget i faggruppen var vi en
intern enhed som lavede faglig sparin på workshops udfra formålet i
faggruppens vedtægter.

Disse workshop vil jo ikke have noget som helst politisk indhold kun fagligt
og dermed videns udveksling.

 

Derimod de såkaldte eksterne workshop som har et politisk indhold må
arrangeres af andre fordi disse ikke er med i formåls paragraffen for
faggruppen og denne formåls paragraf er fagudvalget valgt til at varetage.

 

mvh

Henning

 

Jeg har vedhæftet fagudvalgets henvendelse til HB.

 

-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: <http://blindsigt.dk/pipermail/iktundervisere/attachments/20240228/b11419cd/attachment-0001.htm>
-------------- næste del --------------
En vedhæftet fil der ikke var tekst, er blevet fjernet...
Navn: 2023 12 09 Henvendelse til HB modet i februar 2024.docx
Type: application/vnd.openxmlformats-officedocument.wordprocessingml.document
Størrelse: 23701 bytes
Beskrivelse: ikke tilgængelig
URL: <http://blindsigt.dk/pipermail/iktundervisere/attachments/20240228/b11419cd/attachment-0001.docx>


More information about the Iktundervisere mailing list